Her kommer den samlede udgave af årets juleføljeton - nu i rigtig rækkefølge og lige til at læse …
Mange hilsner,
Carsten, urban
1) Endelig klar til at holde jul. Nu skulle det blive hyggeligt. Men …
Af Sarah Skarum
Han åbnede døren, puffede den op med skuldrene, havde hænderne fulde af poser med julegaver. Endelig, endelig, endelig færdig, tænkte han. Hvor skulle det blive rart at synke ned i sofaen og drikke en kop kaffe. Eller måske åbne en flaske vin og snakke om hvordan de kom gennem julen.
Det var deres første jul sammen. Han smilede for sig selv. Tænk at de skulle holde jul sammen. Efter alt det besvær, de havde været igennem.
Og så stivnede smilet lidt. Det var også den første jul efter, at hans forældre var blevet skilt. Nu sad hans mor alene i en to-værelses lejlighed fyldt med lidt for mange møbler, hun havde insisteret på at få både tremmesofa og Elipsebordet med. Og der sad hun så og hadede hele verden og mænd især, mens hans far sad tilbage i det gamle hus i Søborg med et Ikea-bord fyldt med ringbind, mens han kæmpede med Udlændingeservice for at få sin nye kone, unge, yndige, modbydelige, familiesmadrende Maria fra Colombia ind i landet.
Heldigvis var hun ikke nået så langt, tænkte han og skammede sig lidt. Det blev en jul bare ham og Anna, hans mor, hans far – med mindre hun slog ham ihjel først – hans bror og svigerinde, deres to søde barn, og svigerindens ældste søn, den langlemmede teenager, der altid sad formummet i sofaen og sms’ede. Ej, det skulle nok gå, tænkte han. Det skulle nok blive en dejlig jul.
Han tændte lyset i gangen. Kaldte ind i lejligheden:
”Skat? Skaaaat? Skat, er du her?”
Der var helt stille, som kun tomme rum er. Han åbnede døren til stuen. Det rungede underligt, og da han tændte lyset, var det som om han var i et rum, han ikke kendte.
Hvor var billederne på væggen? Sofaen? Og jamen, hvorfor lå halvdelen af cd’erne i en bunke på gulvet? Han tabte poserne på gulvet. Svedte pludseligt meget inde i den uldne frakke.
Gik ind i soveværelset og lod hånden ramme kontakten. Intet skete. Han trykkede arrigt, indtil han så, at der dinglede en ledningsstump fra rosetten i stukken midt i rummet. Han tog to hurtige skridt over til sengebordet og tændte en sengelampe. Og så kunne han se det. Skabene stod åbne, halvdelen af hylderne var tømte.
Han ravede ud af rummet. Ind i køkkenet.
Hvad skete der her? Hvorfor? Hun havde da været her i morges. Kysset ham farvel og sagt ”vi ses”. Hvorfor var hun her ikke?
Og så så han det. På køkkenbordet lå der et brev. ”Til Thomas” stod der. Og så var der klistret et julemærke lidt skævt på i det ene hjørne.
Han åbnede det.
2) Julefrokosten i fjor: Alkohol ind, lidt fristelser og fornuften ud
”Kære elskede Thomas”, stod der.
Hans blik var allerede et par linjer længere nede i teksten, mens hans hjerte slog et par ekstra slag. Han vidste, de havde haft en svær periode, men var hun virkelig smuttet? Den uldne jakke blev nu rigtig varm.
”Jeg har indset, at det aldrig helt kan blive bare dig og mig. Det vil altid være dig og din familie og så mig, og det indebærer desværre alt for meget drama til mig”. Allerede nu kunne Thomas mærke, hvor det bar hen.
”Jeg har pakket mine ting, prøvet at sortere vores cd’er og taget vores Le Klint-lampe i soveværelset. Vi fik den trods alt fra min mormor. Jeg er flyttet ind til min ven Benjamin. Jeg skal ha’ styr på mit liv og mine tanker, inden jeg kan overskue din familie igen. Jeg skal nok være der til vores aftale hos Maja og Bente på torsdag, men lige nu skal jeg ha’ luft. Jeg ringer lige i morgen, så kan vi aftale nærmere. Klem Anna. Og by the way, jeg har købt gaven til dem, som vi blev enige om”.
Han følte det, som om luften var blevet slået ud af ham. Han måtte lige sidde ned, hvis der da var et sted at sidde. Hvor meget mon hun havde nået at ta’ med? Han havde trods alt kun lige været på juleshopping i et par timer. Damn altså, hvis han ikke lige var stødt ind i Christa på hans tur, så havde han sikkert været hjemme, inden Anna var smuttet, måske han kunne ha’ stoppet hende?
Det med Christa havde fra start været et issue, både for Annas jalousi og ikke mindst for Thomas’ manglende evner til at modstå fristelser. Det gjorde jo ikke tingene spor bedre, at Christa arbejdede på samme reklamebureau som Thomas. Det mente han nu var et uddebatteret emne, men måske ikke helt alligevel. Julefrokosten forrige år var jo desværre endt lidt skidt. Alkohol ind, lidt fristelser og fornuften ud.
Thomas havde det, som om han skulle kaste op. Tankerne gik direkte i mellemgulvet. Nu var det endelig jul, en jul, han havde glædet sig sådan til, og så skete dette. Han kunne slet ikke forstå det. Det forekom ham helt uvirkeligt. Anna havde været så forstående angående de familiære problemer, han havde kæmpet med. Hvad havde fået bægeret til at flyde over?
Pludselig ringede telefonen. Kunne det mon være Anna? Var det Thomas’ mor, eller var afgørelsen mon langt om længe faldet i Udlændingeservice?
Thomas tog telefonen. ”Hallo, det er Thomas”.
3) “Jeg har brug for at snakke med dig uden alle vore kolleger omkring os”
Der var et par sekunders stilhed – Thomas gentog sit ”hallo”. Stemmen i den anden ende af røret svarede ”Hej Thomas, det er Line”.
Der blev stille igen og Thomas kunne høre en indre stemme gentage navnet Line, Line, Line … Hvem var det nu hun var? ”Hej” svarede han.
”Ja du undre dig sikkert over, hvorfor jeg ringer til dig, og endda udenfor arbejdstid, men jeg har brug for at snakke med dig, uden alle vores kollegaer omkring os.” Thomas blev med et klar over, hvem Line var. Ja eller hvem hun måtte være. Det var jo hende den nye piccoline på bureauet. Hende den lille godte som alle de mandlige kollegaer, inkl. ham selv, havde savlet over de sidste to måneder.
Han havde ikke rigtigt bidt mærke i andet end hendes udseende, men han måtte dog have registreret hendes navn alligevel, nå ja og så havde han tænkt over, hvor gammel hun mon var, hvis nu han skulle blive fristet til en lille flirt.
”Okay, det er helt i orden – hvad kan jeg gøre for dig?” sagde han, mens han undrede sig over, hvor rolig han trods alt var, lige midt i den tomme lejlighed, her hvor han skulle have fejret jul sammen med Anna – skønne Anna.
”Jeg er rigtig dårlig til sådan noget her” sagde Line ”så jeg springer bare ud i det. Jeg ville høre om du vil mødes med mig til en kop kaffe nede på cafe miskmask?”
Thomas var overrasket over spørgsmålet. Hvad mon hun ville ham? Var hun interesseret i ham, eller var der noget galt på bureauet?
”Hvad drejer det sig om” spurgte han afventende …
Der var stille i den anden ende af røret i hvad der føltes som en evighed.
”Jeg vil faktisk meget hellere snakke med dig ansigt til ansigt, i stedet for at forklare over telefonen. Det er så upersonligt. Har du tid i dag? Jeg bider ikke,” svarede stemmen.
Thomas kiggede sig omkring i lejligheden. Anna var gået og her var tomt, og nu ringede en nærmest fremmed kvinde og spurgte om han havde lyst til at mødes til kaffe. Han konkluderede hurtigt han ikke havde meget andet at give sig til, end at sidde og gruble over sit liv – og Anna og hvorfor hun var gået – udover forklaringen med hans familie naturligvis.
”Hvornår skal vi mødes?” spurgte han.
4) Showdown at Miskmask
»Kan du være der om et par timer?« spurgte hun.
»Og kom alene.«
Cafe Miskmask havde engang været byens hotte sted. Det var stedet, hvor man tog ned for at få en cafe latte om dagen og ned om aftenen for at danse, mens disjockeyen fyrede datidens fede 80’er rytmer af.
Nu var det mest trendy, man kunne få, en kop kaffe, der havde stået hele dagen og en snak med Kutte Ole bag baren
Thomas havde været der før, det var ikke et af hans yndlingssteder.
Da han åbnede døren, så han, at intet havde forandret sig dernede, siden han var der sidst, Kutte Ole stod bag baren, og selv den store plet af øl på de røde gulvtæppe var der stadig.
Neden for enden af lokalet ved siden af stedets eneste nyanskaffelse, jukeboxen købt for ti år siden, sad Line. Thomas gik ned til hende og satte sig over for hende uden at give hånd. Denne dag havde på mange måder udviklet sig meget anderledes end forventet.
»Hej Line,« sagde han. Han havde ingen anelse om, hvordan han ellers skulle starte. Hun sad allerede med en øl foran, så han kunne ikke engang byde.
»Hvad så, hvad var det du ville?«
»Hej,« svarede Line spagt.
Hun rømmede sig og fortsatte: »Jeg gør det kort Thomas, stod det til mig, så gjorde jeg det slet ikke, men jeg føler ikke, jeg har noget valg«.
»Jamen, hvad er der da galt?« Thomas var mere forvirret end nogensinde før.
»Har du snakket med Anna i dag?« fortsatte hun.
Spørgsmålet kom helt bag på ham. Han havde ikke den fjerneste anelse om, at Anna og Line havde noget som helst kendskab til hinanden, endsige snakkede sammen.
»Øh ja – det har jeg. I morges og så havde hun lagt en besked til mig, da jeg kom hjem – hvorfor ?«
»Fordi hun ringede til mig i eftermiddag, vi har aldrig rigtig snakket sammen, men jeg har hende på vennelisten inde på Facebook, da hun tilsyneladende kender min fætter,« sagde hun med et forsigtigt smil.
»Hun lød rædselsslagen og græd, jeg prøvede at få hende ned på jorden, men det var næsten helt umuligt. Men hvad, jeg fik ud af det, var, at hun ville have mig til at møde dig i aften, men at jeg under alle omstændigheder skulle holde mig væk fra lejligheden, og hvis alt ikke var ok, skulle jeg sige, at Pierre var efter hende. Hun sagde, at du ville forstå.«
Thomas forstod intet, men følte sig pludselig meget dårlig tilpas og undskyldte sig for at gå ud på toilettet og kaste op. Han væltede over til den nærmeste kumme og kastede op, som han ikke havde gjort det, siden han havde holdt blå mandag.
Bag ham gik døren op, og han kunne mærke en stærk hånd lægge sig på hans skulder og en stemme, der stille, men hårdt hviskede:
5) Kutte-Ole - manden uden underliv
»Jeg hørte navnet Pierre.«
Efter en kort pause fortsatte stemmen:
»Når jeg hører navnet Pierre, plejer en eller anden at være på skideren.«
Ny kunstpause.
»Jeg har på fornemmelsen, at den en eller anden kunne være dig.«
Thomas ville gerne på en diskret måde tørre resterne af mavesaft af hagen, men han kunne ikke rigtig overskue, hvordan det skulle foregå, og derfor endte han med bare at vende sig om, med saft og det hele.
Godt det samme, for manden bag stemmen var Kutte-Ole himself, og han var ikke typen, der lod sig mærke med ligegyldige detaljer såsom et dinglende gardin af brækdråber om munden på samtalepartneren. Han var vant til at betale for kvinder med værre skavanker end det.
For de fleste var Kutte-Ole manden uden underliv. Han tronede bag sin bar og langede fadbamser over disken, og derved blev det. Det var kun en udvalgt skare, der havde set hans ben. Eller rettere, to udvalgte skarer. Den ene var dem, der havde krydset grænsen for god opførsel på Café Miskmask, og som sekunder efter befandt sig på asfalten udenfor, som regel i gården bagved. Efter Kutte-Oles mening var det dårlig stil at smide kunder ud af hoveddøren, og da han lagde vægt på at opretholde den gode stil, smed han dem derfor ud af bagdøren.
Den anden udvalgte skare var dem, der var involveret i større forretninger end den sædvanlige, lunkne fadbamse. Her var en vis diskretion på sin plads, og det betød, at det var mest praktisk at tale med folk, uden at der var en bar imellem. Det var denne eksklusive kreds, som Thomas nu var blevet inviteret med i, og Kutte-Oles stærke hånd gjorde det klart, at ’nej’ ikke var et gyldigt svar.
»Det er dig med Maria,« sagde Kutte-Ole. Thomas overvejede, om han skulle sige »nej, det er mig med Anna,« og tænkte så, at det jo nu var ham uden Anna.
»Colombia,« uddybede Kutte-Ole.
»Øh,« svarede Thomas, »min far k-kender én, der…«
»Ja, jeg ved det. Maria fra Colombia er din fars lille varmedunk, og det er Pierre ret sur over. Som sagt, du er på skideren. Men hvis du holder dig til mig og Linepigen derude, har du stadig en chance for ikke at skulle fejre jul på bunden af Øresund…«
6) De to mænd.
Fejre jul på bunden af Øresund? Thomas følte efterhånden han var en brik i en større joke, men udtrykket i Kutte-Oles øjne gjorde det meget klart at der absolut ikke var tale om en dårlig joke. Derimod var det tydeligvis ramme alvor, selvom Thomas stadig ikke havde fanget sammenhængen. Og endnu mindre hvad han havde gjort galt, siden han skulle stå der med bræk på hagen, en voksende hovedpine, en forsvunden kæreste og en frygtlig masse nye personer at forholde sig til.
Hvad skete der med det gode julehumør han var kommet hjem med tidligere, hvor han bare havde glædet sig til en hyggelig aften på sofaen sammen med Anna?
Nu skulle han pludselig forholde sig til Kutte-Ole, Line, en eller anden Pierre og fars dulle Maria, der åbenbart havde andet på samvittigheden end et smadret ægteskab. Og hvad havde alle de med Anna at gøre? Tårerne bankede i øjnene og maven truede med en ny portion til håndvasken.
“Hallo makker, hvis du skal gøre dig nogle forhåbninger om at holde jul med kællingen, skal du nok se at få fingeren ud, i stedet for at stå her og tude”, afbrød Kutte-Ole og fik Thomas tilbage til virkeligheden med et slag i baghovedet.
Tårerne blev tørret væk og Thomas vendte arrigt ansigtet mod Kutte-Ole og råbte så rester af bræk og spyt stod i en sky ud i hovedet på Kutte-Ole: “Hvad fanden skal jeg gøre! Hvem er Pierre og hvordan skulle du og hende Linepigen kunne redde min røv?”
Magtesløsheden havde nu forvandlet sig til indædt had til alle dem, der på få timer havde fået hans verden til at ramle. Hvorfor helvede skulle hans sindssyge familie altid ødelægge hans liv? Kunne han ikke bare få lov til at fejre jul med sin elskede Anna. Han vristede sig ud af Kutte-Oles faste greb, løb ud i caféen og greb sin jakke fra stolen der væltede i farten. I sin iver opfangede han ikke de to mænd i baren der efter han var gået, sendte indforståede blikke til Line og Kutte-Ole der var fulgt efter ham ud fra toiletterne. Han så heller ikke at de to lidt efter fulgte efter ham ud af caféen.
Tilbage i kulden greb Thomas mobilen og ringede til sin far der hurtigt svarede. “Hvem er Pierre?” råbte Thomas.
Stilheden var larmende i den anden ende…
7) Helga fra gammel tid
Thomas sagde gentagende gange ”Hallo, hallo, hallo….”. Endelig blev der svaret. Faderen var en smule hæs, og sagde i hastige vendinger at Pierre ikke var en person, men en organisation. Et sted hvor man betalte penge for at få en ydelse. En ydelse som han ikke ville komme nærmere ind på her i telefonsamtalen, da den kunne blive aflyttet.
Men Kutte-Ole kendte en, der kunne forklare ham mere om det. Hvis han altså kunne komme tilbage til Cafe Miskmask. Men nu, var klokken jo ved at være mange. De to mænd fulgte efter Thomas, i skyggen. Thomas havde ikke lagt mærke til dem, endnu. De bevægede sig så lydløse som de kunne. Thomas lagde ikke mærke til noget.
Pludselig var det dog som om nogen stirrede på Thomas, han fik koldsved ned af ryggen. Brækken hang stadig på hagen som en flage. Den havde Thomas glemt alt om nu han var på vej væk.
En eller anden, havde holdt øje med ham. Nu kom hun frem, formanden for Pierre. En stor matrone, var hun. Hun stod der, som en klippe og fyldte det hele. Men hendes mystik, var som et isbjerg, man så kun lidt af hende, da resten var under overfladen. Nu stod Helga der og tronede foran Thomas. De to mænd trak hurtigt Thomas til siden, så han kun nåede at få et flygtigt glimt af den store matrone.
De to mænd trak Thomas ind, i en lille dunkel og skummel beværtning. Her kunne de sidde til faren var drevet over, troede Thomas. Men det varede ikke længe, før de to mænd som var fulgt efter Thomas, trak af sted med ham igen. De trak ud af en åbning, som Thomas ikke før havde kendt til. Skønt han var stamkunde i denne beværtning. Hver fredag med gutterne fra arbejdet. Her slappede de af og nød en enkelt før de skulle hjem til koner, kærester og hejrer…
Thomas blev nærmest hevet ud af den lille åbning bag baren af de to mænd. Nu var han for alvor på flugt.
En lille tanke i baghovedet, strejfede Thomas. Han kendte Helga, fra børnehave han havde gået på da han var en lille dreng. Hvad havde hun lavet, siden hun var formand for Pierre nu. Havde hun gjort sig fortjent til titlen på en eller anden måde. Spørgsmålene væltede frem i Thomas’ hoved. Kun en kunne svare på alle de spørgsmål og det var:
Åh Anna, Anna, Anna …
Hvorfor havde Thomas ikke tænkt på Anna? Hele dagen var gået med tanker omkring Helga og hendes organisation. Lige siden de var børn ville Helga eje Københavns Kommune eller Björn Ulveaus fra ABBA, så hun kunne tælle penge i det uendelige. Men det undrede ham, at Helga sigtede efter hans røv. Thomas var bange for, at der ikke var noget at komme efter dér.
Og hvad nu hvis Helgas organisation opdagede, hvor kedelig Thomas egentlig var? Hvor lidt penge han havde stående i banken. Hvor svært han altid havde haft det med sine krøller? Sidst men ikke mindst: Hvor svag han var over for kvinder!
Line-pigen og Kutte-Ole kunne måske redde hans røv. Men det krævede opfindsomhed. Og det kunne Thomas heller ikke prale af at besidde.
Men Anna, som han jo nærmest elskede højt og inderligt, og som var den eneste person i hele denne forfærdelige verden, som ikke kaldte Thomas for taber, havde ikke været for fin til at smugle en seddel ned i den pakke Kleenex, som netop havde reddet Thomas bluse for at blive savlet endnu mere til af modbydelig mavesaft. Og mens de to mystiske mænd hviskede sammen om noget, fx hvordan de skulle nakke Thomas eller pine og plage ham måske, ja, så fiskede Thomas den lille seddel op af pakken og læste:
»Det hele er Dulle-Marias skyld. Hun er en sladrehank.«
Thomas følte sig pludselig meget smart. Havde han måske ikke lige hevet en vigtig og oplysende seddel op af en svær og middelmådig pakke Kleenex? Og selvom han måtte stivne lidt af skræk, fordi han trods alt stadig sad der mellem to mystiske mænd, der åbenbart ikke havde tænkt sig at fortælle ham, hvorfor de havde bortført ham, fik han helt farve i kinderne og sprang ud på gulvet foran dem, så de måtte udbryde et fælles: Åh!
»Ræk mig en mobiltelefon! Nu skal sandheden frem!« råbte Thomas, og hans kinder blussede endnu mere op.
»Hvor underligt, du minder altså om en lyserød Le Klint lampe…,« sagde den ene af de to mystiske mænd. Og det skulle han aldrig ha’ sagt. Thomas smed resterne af Kleenex-pakken i knolden på manden, der dog lige greb den og stolt henvendte sig til makkeren med et smart smil:
»Se, jeg greb den!«
Thomas rev sig fri og løb lige i armene på én han muligvis kendte…
9) Helga…!!!
“Arh fuck” nåede Thomas lige at tænke, inden han drønede ind i matronen, som stod med armene over kors og fyldte hele døren.. “Jeg tror vi skal en tur ud til Pappa” snerrede Helga.. Hun tog Thomas i kraven og nærmest krøllede ham sammen som en gammel jakke, og kylede ham ind bag i den hvide Transit, som hendes håndlanger kørte. Så hoppede hun ind foran, og afsted det gik i suuuuusende fart mod Søborg.
Da Thomas kom lidt til sig selv efter kastet, kiggede han sig omkring i Transitten. Han var nødt til at finde noget han kunne bruge for at overmande den lede matrone og hendes lorte håndlanger. Men da han kiggede rundt så han noget der lignede en livløs krop ligge bagest i vognen. De kørte som gale, og det var meget svært for Thomas, som nu var lettere svimmel af diverse håndgemæng og bræk, at krappe sig rundt deromme.
Endelig holdt de stille, og Thomas fik slæbt sig helt bag i bilen. Han skulle lige til at fjerne det tæppe, som lå over kroppens skuldre og ansigt, da døren blev flået op og Helga brølede “få ham ud” til sin makker. Som sagt så gjort. Håndlangeren sprang op i bilen og flåede Thomas med ud. “Vi har en høne at plukke med dig og din Pappa” lød det fra matronen..
På Søborg Hovedgade var det pyntet op til jul på tværs af vejen, som der altid er. Det lignede fuldstændigt sig selv med glade handlende, børn der gik hjem fra skole, ostehandlerens julevindue osv.. Thomas tænkte på hvor sindsygt hans liv pludselig var blevet, og han var så bekymret for, at det hele bare ville blive værre og værre som de sidste dage, og at han aldrig skulle se sin elskede Anna igen. Hvordan kunne alting bare se normalt ud her i Søborg, når nu hans liv var blevet tvunget ind i total kaos. Det var uretfærdigt.
På vej op af havegangen mellem matronen og makkeren, kunne Thomas se, at hans far sad i en stol udenfor i kulden kun i skjorteærmer. Han lignede noget fra en gyserfilm. Hans ansigt var fordrejet i angst og over ham stod der en person med ryggen til. Thomas ikke kunne se hvem det var. Men jo nærmere de kom gik det op for ham …
10) Hvem er synderen?
Det var Anna, som stod i mørket.
Thomas følte sig for første gang på denne kolde decemberdag varm indeni. Synet af sin elskede gav ham en følelse af ro og tryghed. Men som han langsomt nærmede sig hende, kom den snart tilvante angst tilbage. Anna stod med foroverbøjet hoved, og hendes blik flakkede rundt og nærmest nægtede at få øjenkontakt.
Han tænkte for sig selv:
»Hvad har hun dog gjort, min Anna? Hvorfor ser hun så skyldig ud? Og hvorfor er de ude efter mig?«
Thomas blev straks revet ud af sine tanker, idet Helga hev fat i ham og slyngede ham ned i en havestol ved siden af sin far. Helga stillede sig truende over for Thomas og sagde med vred stemme:
»Du skal bare vide, at hvis ikke en af jer tager ansvar for det her snart, så bliver dette jeres sidste jul sammen!« Thomas var lammet af skræk og fik knap fremstammet: »Jeg… jeg… ved ikke, hvad du snakker om.« Helgas ansigt trak sig sammen i vrede, mens hun råbte:
»Tro ikke, at jeg ikke kender til jeres planer om Maria! På grund af jer kan mit rygte være ødelagt for altid!«
»Maria,« tænkte Thomas arrigt. Siden dumme Maria fra Colombia var kommet ind i hans fars liv, var alting gået galt. Thomas kunne med ét mærke sin fars åndedræt blive tungere og tungere, og pludselig sprang han op af sin stol og hulkede fortvivlet:
»I må ikke gøre os noget. Vi har intet gjort! Du må tro mig – jeg elskede Maria!« Thomas så sin far bryde grædende sammen for fødderne af Helga. Helga fortrak ikke en mine og fortsatte med iskold stemme: »Jeg ved ikke, hvad Maria har gjort jer, men I skal komme til at fortryde, hvad I har gjort.«
Pludselig trak Helga en pistol frem og satte den mod Thomas’ pande. »Jeg giver jer tre sekunder til at indrømme, hvem der har skylden for det her! 1… 2…«
»Nej, nej! Du må ikke gøre det!« skreg Anna højt. »Det var mig, der gjorde det! Det hele var min skyld! Jeg kunne bare ikke klare det mere!«
Anna vendte sig mod Thomas. Tårerne væltede ud af hendes øjne, og hun begravede sit hoved dybt i hænderne, mens hun sagde: »Jeg er så ked af det, Thomas! Jeg kunne bare ikke klare mere modgang. Jeg elsker dig, og jeg ville jo bare gerne være lykkelig… sammen med dig.« Thomas stirrede forvirret på Anna. Hvad havde hun gjort? Og hvilken forbindelse havde Pierre til Maria?
Thomas blev igen revet brat ud af sine tanker takket være Helgas håndlanger, som nu kom slæbende med det, der lignede liget fra Transitten. Tæppet blev langsomt trukket af liget, og Thomas stivnede af smerte over synet af…
11) Den tredie pige
…Maria. Eller i hvertfald en sølle udgave af hende. Hendes smukke sorte krøller var forsvundet på en måde, en hækkesaks kunne have gjort bedre. Hun havde kradsemærker og cirkelrunde brændemærker på kinderne, og hun lå med lukkede øjne og trak vejret i små forpinte stød. Da Thomas var kommet sig over chokket over sin fars nye dulle, som han altid havde betegnet hende i sit stille sind, mærkede han en lettelse over at se, at hun trods alt var live. Om end med nød og næppe.
Hele forsamlingen tav og stirrede på Maria. Så gik det pludselig stærkt. Anna skreg, Thomas så op, men men inden længe lå både han, Anna og Thomas’ far på jorden med hver deres håndlangerstøvle i nakken.
“Hvem har gjort det her?” gentog Helga, og Thomas mærkede presset på nakken.
“Det har jeg,” klynkede Anna fra asfalten.
Thomas kunne ikke tro det. Hans livs kærlighed, hans hovedperson i forestillingen om paracelhuset i Smørum havde mishandlet en pige halvt ihjel. Godt nok en pige, der havde vippet hans stakkels mor af pinden, rippet hans fars bankkonto og i øvrigt var dum som en dør, men stadig…
“Jeg var træt af, at være den tredjde pige”, hulkede Anna. “Hvis du vidste hvor svært det var at se dem sammen når de kom til middag hos os, Thomas. Den måde han lagde hånden på hendes knæ, måden han legede med hendes krøller og måden hun altid stirrede efter dig, Thomas. Det er for meget for et menneske,” brølede Anna med snot og tårer i hele ansiget.
Thomas blev pludselig meget træt. Han mærkede ikke længere asfaltens kulde, støvlen i nakken eller det størknede bræk på hagen. Han han overdynget af en altoverskyggende sorg: Anna havde haft en affære med hans far. Hans egen forbandede far. Og Maria havde været forelsket i ham selv? Hvad var det her for noget?
Men wait a minute. Anna havde sagt den tredje pige. Hvor mange flere halvdøde piger kunne han forvente? Han nåede akkurart at tænke tanken til enden, da Helga flåede ham op fra jorden og skreg:
12) Er håbet ude?
Skrevet af OsMig
“Nu har du kraft edme at fortælle mig hvad jeg vil vide – ellers ender I alle fire som fiskefoder i Danmarks Akvarium!”
Anna fortsatte ufortrødent sin hulken, mens Maria var rullet om på siden hvor hun stadig lå og gispede. Hendes desperate, bedende blik borede sig ind i Thomas’, og et kort sekund følte han for gud ved hvilken gang skrækken, sorgen, smerten og skammen vælte ind over sig. Hvordan helvede kunne det komme så vidt? Hvad skulle han sige til Helga? Hvad forventede hun, at han kunne fortælle hende? Og hvor kom den klamme våde fornemmelse fra?
I samme øjeblik gik det op for ham, at han havde tisset i bukserne. Fedt, tænkte Thomas for sig selv. Som om det ikke kunne blive mere ydmygende.
Helga og håndlangerne var ikke sen til at bryde ud i skraldlatter, hvilket fjernede noget af fokus fra de 3 andre fanger. Det, der skete herefter, ville Thomas bruge dage på at forsøge at finde en logisk forklaring på.
Et højlydt brag gav genlyd i gaderne omkring dem, og hånlatteren tavs brat. Et øjebliks uforklarlig klarhed gav Thomas styrken til at støde fra jorden, hvorpå håndlangeren med et hyl mistede balancen. Som en gang dominobrikker tippede kumpanen over i manden ved siden af, hvorpå denne fortsatte til den 3.
Thomas greb med et snuptag fat i sin far, som hurtigt men blidt fik hjulpet Anna op. Thomas bemærkede med en tiltagende kvalmende fornemmelse den ømhed, der pulserede mellem hans såkaldte elskede og far. Mere nåede han ikke at tænke før Maria udstødte et skrig. Over hende stod Helga, der havde genvundet fatningen og set det hårløse, forslåede pigebarn som sin redningsplanke.
De tre andre fanger stivnede, og bag dem kom de forslåede håndlangere på benene. Thomas kunne mærke vinterkulden fryse den våde plamage i hans bukser til is, og langsomt bemærkede han en snigende kulde steder, hvor han absolut ikke ønskede den. Han mærkede også en hånd i sin.
Det var Anna. Noget i hendes blik fik ham til at modstå fristelsen til at trække sig bort. Helgas kumpaner stod nu fuldt oprejst. Thomas sukkede. Skakmat. Game over. Det ville kræve et allerhelvedes mirakel at få dem ud herfra nu. Man skal passe på hvad man ønsker.
13) Den levende legende
»NU TAGER ALLE DET BARE HELT ROLIGT!«
Braget havde lydt fra et oversavet jagtgevær, som fra mundingen røg en lille smule, efter skuddet var blevet affyret op i luften. I den anden ende af geværet stod Kutte-Ole. Han sigtede med et fast greb på Helga, imens han beordrede hende til at trække sig tilbage. Helga’s mine blev med et endnu mere bitter, hvis det da var muligt.
Ud igennem hendes sammenbidte tænder lød et: »Jamen dog Kutte… Så du kunne ikke lade være med at blande dig mere end højst nødvendigt? – Og hvad har du så tænkt dig med det ene skud, du har tilbage?«
Kutte-Ole vidste godt, at Helga ikke var til at spøge med, og med et simpelt pift trak to personer ud af skyggerne, begge udstyret med tunge håndvåben, der mest af alt lignede noget fra et computerspil. Håndkanonerne pegede sikkert på både Helga og hendes håndlangere, og Kutte-Ole tog sig god tid til at nyde hans medhjælperes frygtindgydende udstråling.
Den ene var et brød på godt 130 kg, der lød navnet John-John, da der var så meget af ham, at man måtte sige det to gange. Hans kumpan var den direkte modsætning. En lille gut på omkring 70 kg, skaldet lige som John John, og hvis øjne fortalte, at man absolut ikke skulle forsøge at tage røven på ham.
Kutte-Ole beordrede John John til at hjælpe ham med at få Thomas, Anna og Pappa om bag ved sig, imens de holdte Håndlangerne i skak. »Moye, tager du dig af Helga?«
Helga var i chok! Hun havde godt hørt om Moye. En myte, et spøgelse, en omvandrende legende. Hun vidste, hun havde tabt denne omgang, og stod som lammet. Et par blankpudsede pistolmundinger viftede hende væk fra Maria, og Moye fik med lethed hjulpet hende på benene og over til Kutte-Ole og de andre.
Med et nik, sendte Moye dem af sted, og han stod tilbage med Helga og håndlangerne. Kutte-Ole og John John, hjalp alle ud i en ventende firhjulstrækker, som Line havde holdt kørende ikke langt derfra.
Thomas var målløs. Millioner af spørgsmål fløj igennem hans hoved, og han vidste ikke, hvor han skulle starte eller stoppe. Imens Line sømmede speederen i bund, prøvede Thomas at bremse hele forløbet i sit hoved og vendte sig imod Anna med et tomt blik, og spurgte:
14) Den kvindelige Stein Bagger
»Har du seriøst været i seng med min far? Hvem er du egentlig?« Thomas stirrede på Anna, der havde brugt Maria som et levende askebæger. Han synes pludselig, at hun havde visse lighedstræk med Stein Bagger.
Kvinden, han havde holdt om hver nat i flere år. Kvinden, han havde købt en digital billedramme til i julegave. Han havde endda netop installeret en kaskade af lykkelige fotografier fra ferien på Mallorca, hvor de havde dykket i matchende badetøj.
Han fik nu ufrivillige billeder på nethinden af Anna henslængt kælent på resterne af den flåede løve, faren havde nedlagt på en af de eksotiske forretningsrejser.
De sad alle tæt i bilen, men Thomas havde aldrig følt sig så alene før. Moye, legenden, myten, havde kort før afgangen lænet sig helt hen til Thomas. I de tonede solbriller stod initialerne ’JM’. »Ho ho ho,« lo han, mens han tog sig til sit afblegede skæg og hviskede: »Har de ikke fortalt dig det?«
Tomheden blev til vrede. Thomas følte sig som et fjols. Hvis der var noget, han hadede, så var det at blive grint af.
Line kiggede insisterende på Anna i bakspejlet. Anna begyndte langsomt at tale: »Jeg har aldrig elsket nogen som dig, men du ved også godt, at jeg er jaloux og har svært ved at stole på folk. Hvad jeg ikke har fortalt dig er, at min rigtige far forsvandt for tyve år siden juleaften, og at jeg kun har min søster her tilbage.« Line smilede undskyldende.
Anna fortsatte:
»Mænd er vilde med Line, så med dig valgte jeg at holde hende hemmelig. Jeg tænkte, at hvis det bare var os, så var der ingen fare, men da jeg mødte din familie, blev jeg en del af noget større – uanset hvor fucked up, den er. Din far har sagt, at han aldrig har været en god far for dig, men det blev han for mig. Altså kun en far! Men så kom Maria med øjenvipper så lange som duefjer,«
Anna rynkede på næsen i væmmelse. »Og så var det, at alt begyndte at gå galt for mig og tingene begyndte at skride.« Thomas vidste ikke, hvad han skulle tro eller føle.
Bilen stoppede så brat op, at Maria hvinede smertefuldt. Thomas far holdt forsigtigt om hende. De befandt sig i en skov, og en person spærrede stien.
15) Bliver det nogensinde jul?
Thomas kunne mærke, at han havde fået spænding nok. Han prøvede at se frem ud på stien, hvor en lille skikkelse stod.
Thomas sprang ud af bilen og overfusede skikkelsen: ”Nu stopper det! Kan I ikke alle sammen glemme jeres åndssvage drama til efter den 24. december?”
Thomas stoppede op, så lige ind i klare blå øjne og blev hypnotiseret af øjnenes gnist.
Foran ham stod en kvinde. Omkring hende skinnede det stærkeste lys, han nogensinde havde set. Hendes lange sorte hår fulgte vindens rytme, hendes hvide hud og røde læber fik hende til at ligne en engel.
”Jeg er Marolle, julens gudinde.”
Helga, Kutte-ole, John John, Moye, Anna, Maria, Line og Thomas’ far kom til syne bag bilens udslåede døre.
”Ja, og jeg er julemanden,” sagde Kutte-ole i en dyb sarkastisk latter.
”Neeeej,” udbrød Thomas. ”Nu tager I jer alle sammen sammen og bliver voksne mennesker!”
Marolle gik et skridt nærmere flokken, mens alle tog et skridt tilbage. Hun gik målrettet hen imod Maria, som stod hængende op af Thomas’ far for ikke at falde sammen.
”Du søde pige, med frygt i øjnene, fortvivl ej, da dit hjerte skal hele,” sagde Marolle, mens hun lagde sin hånd på Marias skuldre. Små stjerner tittede frem og dansde rundt om Marias krop. Stjernerne helede Marias sår. Hele slænget stod fascineret. Maria kiggede ned ad sig selv. Hun fældede en glædeståre og kiggede op på sit livs kærlighed.
”Hv-hv-hv-hvem er du?” stammede Kutte-Ole. Hele banden havde glemt alt om deres indbyrdes uenigheder.
”I har ladet jer opsluge af hævn, blodtørst, jalousi og drama. Glemt, at det er hjerternes fest. Taget årets mest romantiske højtid for givet.”
Helga lagde armene over kors og blev stram i betrækket ”Hmrf! Hvad fanden bilder du dig ind at komme her, når disse mennesker gør andre fortræd!?”
”Helga har et hjerte koldere end is, men selv den koldeste trunte vil blive blid, når englene begynder at synge,” sagde Marolle, mens hun langsomt vendte ryggen til gruppen og gjorde klar til at gå.
”Hov, hov du! Du kan sgu ikke bare forsvinde,” sagde Kutte-Ole.
”Kommer du, Julle?” sagde Marolle, mens hun kastede en stor stjerne i gruppens retning.
”Julle?” udbrød de alle i kor.
”Ho ho hoooo,” lo Moye, mens han kløede sig i det hvide skæg, smed solbrillerne over skulderen og iførte sig sin kære røde hue og traskede efter Marolle.
Gruppen stod som forstenet. Det eneste, der var tilbage til at bevidne om deres tilstedeværelse, var lyden af klokker og den klare stjerne, som hang over gruppen og dryssede hvid sne på den kolde jord.
”Tjaa, vi kan vel vente med vores udestående til efter jul,” sagde Helga. ”Nu er Maria trods alt i god behold.”
De stod alle og kiggede undrende ud mod horisonten.
”Jeg giver sgu en omgang,” sagde Kutte-ole og brød stilheden.
Thomas smilede. ”Og her troede jeg, julemanden vejede 150 kg, mindst.”
—
Her slutter urbanbloggernes juleføljeton. Tusind tak til alle, der deltog. Og rigtig glædelig jul til alle.
Carsten, urban.
